Den grimme fase

- og kampen med min indre kritikker

Måske kender du den der indre stemme, der har en tendens til at holde dig tilbage, hver gang du vover dig ud i noget nyt? Den der indre kritikker, der i yderste konsekvens er bange for, at du mister kontrol, bliver til grin, latterliggjort eller på anden måde lider skade. 

I et misforstået hensyn gør den sit bedste for at stoppe dig. Den sætter sig som en spændetrøje, der kan være svær at vikle sig ud af. Det kræver god energi at komme fri, også fordi den tit er overbevisende i sine argumenter. 

Frygten for det hvide papir

Da jeg for nogle år siden startede med at male, var jeg i starten bange for det hvide papir. Min indre kritikker var på banen med det samme og forsøgte at overbevise mig om mine ringe evner.

Argh stop, lad være, du kan alligevel ikke male noget, der er værd at vise til nogen, råbte den med skinger stemme.

Jeg prøvede at sætte nogle streger på papiret og tænkte, at jeg måtte vise min indre kritikker, at den tog fejl. Stregerne kunne tage sig nogenlunde sådan ud:

Jeg kiggede lidt på billedet og tænkte, at min inre kritikker desværre nok havde ret. Hvilket fik min indre kritikker til at hoppe op og ned af bare begejstring over at have fået mig til at give op.

Ja, se nu bare, det der bliver jo aldrig til noget, hylede den, mens den grinede lidt af det grimme billede.

Hmmm, tænkte jeg og fortsatte lidt endnu.

Se nu bare der. Øjnene er ikke lige store. De har intet med virkeligheden at gøre ... Stop nu, det bliver jo aldrig godt, råbte den

Nu var jeg klar til at rive billedet i stykker og kaste håndklædet i ringen. Fint, tænkte jeg, det her bliver ikke til noget, så jeg kan lige så godt bare lege med nogle farver. Det protesterede min indre kritikker ikke i mod - lege måtte jeg gerne.

Så jeg farvede og farvede bare for sjov.

Jeg tog nogle høretelefoner på og lyttede til mine lydbøger, imens jeg fortsatte med at farvelægge. Jeg kom ind i en meditativ tilstand, der fik min indre kritikker til at falde i søvn.

Til sidst tog billedet form og blev til et billede, jeg selv godt kunne lide - ikke virkeligheden, men helt efter min smag :-). 

Det slog mig, at al ny begyndelse kræver tid. Uanset hvilken alder vi har.

Når en baby bliver til, starter den med at være en lille bitte grimling, der langsomt begynder at udvikle sig med arme, ben, ører og øjne med mere. Ingen skælder ud på moren over, at babyen ikke er fuldt udviklet fra begyndelsen af. Babyen får lov til at udvikle sig i ro og mag uden forstyrrelser udefra. I de fleste tilfælde giver de 9 måneder pote og der kommer et helt perfekt lille menneske ud i verden. 

Den proces, synes jeg sagtens, kan overføres til alle andre processer i livet, så nu har jeg lavet en liste med 5 gode råd til mig selv:

Huske råd til mig selv:

1. Din indre kritikker giver slip, når du minder den om, at der altid kommer en fase, hvor billedet er grimt - the ugly phase.
2. Det handler om at blive ved og bare fortsætte. 
3. Lad det hele være en leg. Der er ikke noget at være bange for.
4. Tegner du ikke en streg på papiret, bliver det ved med at være hvidt. 
5. Det er ligegyldigt, om andre kan lide det du laver, bare du selv er tilfreds og nyder processen. 

Du må gerne låne dem ...