Øjnene er en sladrehank

- og et tilstandsbarometer

Hvorfor tegner du så store øjne på dine figurer, bliver jeg tit spurgt. Tja, det er der vel egentlig flere grunde til. For mig behøver et maleri eller en tegning ikke være et realistisk billede af virkeligheden, faktisk nærmest tværtimod. Jeg kan lide at dreje og tviste tingene, og jeg foretrækker som hovedregel, at de ikke er for realistiske, for perfekte eller for pæne. De må som alt andet her i livet godt have lidt kant.

Derudover ville jeg nok vælge at bruge fotografiet som medie, hvis jeg ønskede noget, der lignede bedre og var mere præcist. Det ønsker jeg ikke. Når alt kommer til alt, er virkeligheden kun en illusion og afhænger af øjnene, der ser.  

 

Øjnene er for mig noget af det mest dyrebare hos os mennesker. Øjnene taler altid sandhed, de kan ikke lyve. Når jeg først har set dybt ind i øjnene på et andet menneske, ser jeg deres smukke sjæl, og jeg kan ikke mere dømme dem eller deres adfærd.

 

I min gerning er jeg underviser, clairvoyant og healer. Jeg healer med ord og med energi. 

Jeg læser dig gennem dine øjne.

Jeg ser dig gennem dine øjne. 

Jeg ser dine sorger og glæder, din frygt og din uskyld, og alt hvad der gør dig til det menneske, der er dig.

Jeg læser hvem du er, hvor du kommer fra, og hvor du er på vej hen.

Dine øjne sladrer om alt det, du ikke vil vide af og om alt det, du er klar til at høre - også selvom du i første omgang måske ikke helt synes, du er det. 

Du er noget helt særligt, og dine øjne sludrer lystigt om det og om alt, du prøver at holde nede og fortie.

 

Det hænder, at der er mennesker, jeg ikke kan holde ud at se ind i øjnene. Enten fordi jeg bare ikke gider dem, eller fordi det gør for ondt i mig at se smerten i dem. En smerte, der også findes i mig, og som jeg har forsøgt at lukke øjnene for og nu tvinges til at tage mig af. Så jeg maler og maler og tegner øjne, der er glade og øjne, der er fyldt med sorg. Først når jeg har sluttet fred med mine kvaler, hviler jeg atter i mig selv og er igen klar til også at hjælpe dig med dine. Det gør jeg gerne via mine kurser og uddannelser og mine clairvoyance og coachingsessioner. Der er efterhånden færre og færre øjne jeg undgår.

 

Jeg maler nu ikke kun store øjne, jeg maler alle slags øjne. Brune, grønne og blå øjne, ja øjne i alle farver. Ovale øjne, runde øjne og små øjne. Øjne der ser, og øjne der ikke gør. Nogen gange maler jeg ikke øjne overhovedet, så lader jeg det være op til beskueren at give figuren personlighed og karakter. Det kan være ligeså grænseoverskridende for nogen.

 

Uanset hvad jeg maler, handler det om at lege og være fri. I det øjeblik jeg får øjenkontakt med mit lærred eller papir, griber jeg chancen for at slippe væk. For bedst bliver det, når jeg ikke er tilstede og kan blande mig med min kritik. 

 

Tak for dine øjne ;-)